Holstebro Elitesport er meget opmærksomme på de unge atleters trivsel

Arkivfoto

Når man er elitesportsudøver, er det vigtigt også at kende sig selv uden for sportsverdenen. Det kan være med til at mindske risikoen for psykiske problemer, mener Gitte Sejer Skoubo, som er elite og talentkonsulent hos Holstebro Elitesport.

Af Kathrine Sejersbøl Tobiasen

Hos Holstebro Elitesport arbejder de med mange forskellige unge atleter inden for 15 forskellige sportsgrene. I samarbejde med idrætsklubberne i Holstebro Kommune er Holstebro Elitesport med til at udvikle sportstalenter. Det sker i et kombineret forløb med både elitesport og uddannelse. 

Psykiske problemer hos talenterne

Nogle af de store atleter forsøger selv at bryde nogle af de tabuer som findes i sportens verden. Håndboldspilleren Louise Burgaards udmeldte i en artikel til TV2 SPORT i februar, at hun havde en spiseforstyrrelse som 13-årig. Derudover har TV2 produceret en dokumentarserie, hvor den tidligere top svømmer Rikke Møller Pedersen, taler med tre topatleter om sportens mange tabuer.

Særligt de psykiske problemer der kan opstå, forsøger Holstebro Elitesport at være opmærksom på. De har erfaringer med unge som presser sig selv så hårdt, at kæden knækker for dem. Udfordringen ligger dog i at opdage problemerne, inden det er for sent. 

”Udfordringen for os, der arbejder med de unge mennesker, er om vi får øje på det i tide,” siger Gitte Sejer Skoubo.

Netop det skal der sættes mere fokus på. Nogle af atleterne giver udtryk for, at det kan have konsekvenser for den måde, man kigger på dem som atleter, hvis de taler højt om problemer.

”De unge atleter giver jo netop udtryk for, at det at vise sin sårbarhed, ikke ligefrem er noget, der fremmer deres elitesportskarriere, og her har vi, der arbejder med de unge, en opgave foran os, ” siger Gitte Sejer Skoubo.

Værktøjer til fremtiden

Rent praktisk foregår det sådan, at de løbende har samtaler med de unge, og at de får nogle værktøjer til at håndtere et liv som sportstalent.

”De unge bliver undervist i sportspsykologiske værktøjer. Det gør vi, for at klæde dem på til livet som sportsudøver,” siger Gitte Sejer Skoubo.

Et af de værktøjer er blandt andet at kombinere sit sportsliv med et liv med skole og fester som andre unge. Her vil man lære sig selv at kende uden for sportsbanen. Det kan ifølge Gitte Sejer Skoubo, være med til at styrke talenterne, hvis de på et tidspunkt ender i en skadesperiode.