Forældre vil lade deres børn vaccinere mod COVID-19: Eksperter mener, at det er usædvanligt

FOTO: Arkivfoto

Selvom eksperter har udtalt, at det er usædvanligt, at man vaccinerer børn og unge mod sygdomme, der ikke er alvorlige, vil mange forældre i Holstebro Kommune alligevel gerne lade deres børn vaccinere.

Af Caroline Floor Bock

Corona-vacciner til børn er på vej, og det er noget, som normalt kan dele vandene i de fleste kommuner. Men i Holstebro Kommune er der alligevel mange forældre, som er enige i, at vaccinering af deres egne børn er en god idé. 

Unormal vaccinepraksis

I en meningsmåling udarbejdet af Holstebro Tidendes redaktion, svarer 50 ud af 60, adspurgte, at de gerne vil lade deres børn vaccinere. Det svarer til 83 procent, men det er ikke normalen at vaccinere børn.

Professor i global sundhed ved Syddansk Universitet, Christine Stabel Bell, udtaler således til DR Nyheder, at man normalt kun vaccinerer børn, hvis der er tale om en alvorlig sygdom. Og det er covid-19 ifølge hende ikke. Desuden rammer corona kun børn i mild grad.

Jannie Johansen, mor til tre døtre, vil lade sine børn vaccinere og nævner, at hun tror, at de som får følgesygdomme af en vaccine alligevel ville have fået dem af noget andet. 

FOTO: Arkivfoto

Ukendte bivirkninger bekymrer de få

Vaccinerne, der er i gang med at blive udviklet til børn og unge, har ifølge eksperter ukendte bivirkninger. Men det bekymrer kun et fåtal af forældrene fra Holstebro.

Henrik Thyge Corfitsen, far fra Holstebro, er én af de få, som er bekymret for bivirkningerne ved vaccinen, og udtaler i forbindelse med meningsmålingen:

”Mit barn får generelt alle vacciner, og hun skal have HPV-vaccinen, når hun bliver gammel nok, men COVID-vaccinen venter jeg med at give hende, til den har været et par år på markedet.”

Medlem af Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune, Jytte Ø. Didriksen (S) mener, at det skal være en fri ret, om man vil lade sine børn vaccinere. 

”Jeg kunne forestille mig, at det ville være ligesom ved de voksne. Der er der også nogle, der mener, at man skal gøre det for folkesundheden, og det skal man også så vidt muligt, men der kan være mange grunde til, at man vælger ikke at få sit barn vaccineret,” siger hun.

Kan sammenlignes med influenzavaccination

Pernille, der også er modstander af COVID-vaccinen mener, at hendes børn har et immunforsvar, der sagtens kan bekæmpe sygdomme. Selvom hendes børn har fået alle vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet, kunne hun aldrig drømme om at udsætte sine børn for potentielle langtidsbivirkninger. 

”Jeg synes, det er meget trist, hvor mange der vil sætte deres børns ve og vel på spil med en vaccine, der er blevet testet i så kort tid. Det er eksempelvis de færreste, der giver deres børn influenza-vaccinen, og den kan jo også slå de gamle og svage ihjel.”