Udendørs undervisning skal øge trivslen blandt gymnasieelever

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Alle landets gymnasieelever må fra på mandag komme i skole én dag om ugen. I Holstebro kommer trivslen i fokus på disse undervisningsdage, og det falder i god jord hos eleverne

Af Tenna Linnet

Fra mandag d. 15. marts må gymnasieelever i 1.g, 2.g og 1. hf få fysisk undervisning på deres gymnasium én gang om ugen. Kravet er dog, at undervisningen skal foregå udendørs, og selvom det bliver svært, er man glade for muligheden for dette, fortæller Mads Vistisen, der er uddannelsesleder ved Holstebro Gymnasium & HF.

”Vi er glade for at få eleverne tilbage på skolen. De har ikke set hinanden i lang tid, og de mangler det sociale i deres hverdag,” fortæller Mads Vistisen.

Det bliver især bevægelse og trivsel, som undervisningen vil tage udgangspunkt i.

”Der er noget praktisk, der skal gå op i forhold til undervisningen. Det er en kold tid, vi går i møde, så de kan ikke bare sidde stille og lytte til en lærer. Vi er nødt til at skabe noget undervisning med bevægelse. Men trivslen er også vigtig.”

Varm kakao og bål

Man vil servere noget varmt som varm kakao eller suppe, og måske vil man også lave bål.

”Det er der et trivselsaspekt i. Vi skal huske, at eleverne har savnet hinanden, og vi må ikke glemme, at de skal være sammen. Det er vigtigt at skabe nogle rammer, som både er hyggelige og faglige, men de bliver nok mest hyggelige,” siger Mads Vistisen.

Psykiatrifonden er enige i, at det er godt at fokusere på sjove og spændende aktiviteter, der kan ryste fællesskabet sammen igen. De mener samtidig, at det er vigtigt, at skolerne har et ekstra øje på de børn og unge, der er hårdt ramt, skriver de i en mail.

Eleverne vil gerne møde op

Regeringens beslutning om at lempe flere restriktioner falder også i god jord blandt gymnasieelever på Holstebro Gymnasium & HF. Den fysiske udendørs undervisning skræmmer ikke eleverne, der gerne vil møde op. Det fortæller Julie Hornstrup Andersen, der er en af de to elevrådsformænd på skolen.

”Jeg tror helt ærligt bare, at alle er ved at være trætte af, at nedlukningen bliver ved at blive forlænget. Det er virkelig vigtigt, at det sociale kommer i fokus, for det har vi manglet alle sammen,” siger hun.

Især ser Julie frem til skolens måde at afvikle undervisningen på. Udendørs aktiviteter lyder meget spændende, synes hun.

”Varm kakao og aktiviteter lyder helt vildt hyggeligt. Jeg glæder mig til at komme i gang.”